Hælspore

En hælspore er en lille knogletilvækst på hælen, og der er mange forskellige holdninger til, hvordan man behandler hælsporer. Hælsporer kan vise sig ved, at man får smerter under hælen og kan kun konstateres ved røntgenfotografering.

Årsag

Smerter i hælen kan skyldes mange ting, og der eksisterer mange forskellige syn på, hvorfor de opstår. Hælsporer kan blandt andet skyldes overbelastninger af muskulaturen, det vil sige fejlbelastninger grundet fejlstillinger i foden, der medfører forkert muskelbrug og hermed overbelastning i blandt andet hælregionen. Det er ofte mennesker, der går meget på arbejdet, som får smerter.

Behandling

Afhænger af årsagen til hælsmerterne. Et stødabsorberende hælindlæg, med speciel aflastning af hælsporen, kan blandt andet lindre generne. Indlægget kan flyttes fra sko til sko og skal benyttes i alle de sko, man går med i løbet af dagen (også hjemmeskoene). I andre tilfælde er det løsningen at rette op på fejlstillingen, så foden ikke bliver overbelastet. Det kan også være nødvendigt at skifte fodtøjet ud, idet en lidt kraftig stødabsorberende sål kan virke forebyggende. Træsko frarådes.

Kilde

Alt om foden, Danske fodterapeuter.