Hammertæer

Hammertæer er når tæerne bøjer sammen i det midterste led, således at leddet bøjer opad.

Årsag

Hammertæer opstår ofte i forbindelse med, at man bruger sko uden fast hælkappe, hvorved man bliver nødt til at krumme tæerne for at holde skoene på. Denne krumning bliver efterhånden permanent. Også sko med en hælrem gør, at man krummer tæerne, fordi skoen ikke er stabil nok.

En anden årsag er, at nr. 2 tå ofte er længere end storetåen, og da man hyppigst måler skoens længde efter storetåen, ja så må 2. tåen bøje sig.

Til at begynde med er hammertåen mobil – dvs. at man kan strække den ud med fingrene. Hvis man ikke gør noget ved tilstanden på dette stadie, vil tåen med tiden blive stiv og der kan opstå en del gener. Hammertæer kan også være en følge af nedsunken forfod.

Behandling

Det vigtigste er at skifte de sko ud, der er årsag til problemet. Hvis du har en hammertå, der er mobil, kan du hver dag sørge for at strække tåen ud. Det kan du gøre med fingrene. Du kan også sætte hælen på den modsatte fod forsigtigt ned på leddet. Dette gøres bedst siddende.

Hvis tåen er blevet stiv og du har gener af den, så kan den i yderste konsekvens opereres af en ortopædkirurg.

Gener

Ovenpå leddet kan der opstå hård hud og ligtorne, hvilket skyldes, at leddet presses op mod skoens overlæder.

Der kan komme hård hud og ligtorne på spidsen af tåen, fordi den går ned i jorden i stedet for at pege ligeud.

Neglen kan fortykke. Det kan skyldes at neglen rammer jorden under gang eller at neglen presses mod skoen. Det deraf kommende tryk fortykker neglen.

Fodterapeuten kan fremstille forskellige aflastninger, så tåen, alt efter stivhed, rettes ud eller aflastes. Desuden kan fodterapeuten fjerne hård hud og ligtorne, men man skal være klar over, at så længe årsagen ikke fjernes, så vil den hårde hud og ligtorne komme igen. Det kræver, at man gennemgår sine sko og kasserer dem, der er årsag til generne.

Kilde

Alt om foden, Danske fodterapeuter.